Pesquisar este blog

Translate

quarta-feira, 9 de maio de 2012

50 år i forbrugernes tjeneste

Den europæiske forbrugerorganisation BEUC fylder rundt onsdag den 9. maj og kan se tilbage på 50 år med flere store landvindinger på forbrugernes vegne i samarbejde med Forbrugerrådet og de i dag 41 andre europæiske medlemsorganisationer.



50 år i forbrugernes tjeneste (billede)




Den Europæiske Forbrugerorganisation har fødselsdag

Det er nu 50 år siden, Europa fik sin fælles forbrugerorganisation. BEUC har i sin levetid sat forbrugerpolitik på det europæiske landkort og sørget for, at forbrugerne bliver hørt i EU, hvor størstedelen af forbrugerlovgivningen i dag bliver lavet.

Europæiske forbrugerrettigheder

På dine vegne har organisationen arbejdet for at få indført lovgrundlaget for forbrugerrettigheder for køb, markedsføring og information, som alle europæiske lande i dag skal følge for at blive medlem af EU.
Forbrugerrådet har i mange år som medlem spillet en meget aktiv rolle i BEUC, og har flere gange også været formand, ligesom der samarbejdes på alle niveauer med eksperterne i Bruxelles for at fremme forbrugernes interesser.

Fem store sejre

BEUC har i årenes løb udkæmpet mange kampe for forbrugerne, men skal man nøjes med at udpege fem sejre, så er det svært at komme uden om Forbud mod hormonkød, beskyttelse af personlige data, blyfri benzin, lavere priser på data-roaming og mærkning på nano-produkter.

Forbud mod hormonkød

Vi er fri for at spise hormonbøffer herhjemme. I EU er det nemlig forbudt at anvende hormoner i kvægopdræt. Forbuddet blev indført efter en forbrugeboykot mod oksekød anført af BEUC.

Beskyttelse af personlige data

Som forbruger har du i dag ret til at modtage information, få adgang til og rette dine data. Det har BEUC været med til at sikre dig.

Blyfri benzin

Bly i benzin har været forbudt siden 2000. Bly er både sundhedsfarligt og miljøskadeligt.

Lavere priser på roaming

BEUC har i mange år arbejdet for, at det skal være billigere for dig at bruge din mobil i udlandet. Priserne for mobilopkald, SMS’er og download af data er blevet presset ned og falder yderligere over de kommende år.

Nanomaterialer

Nanomaterialer indgår i dag i mange produkter, uden at vi som forbrugere ved det. BEUC har på forbrugernes vegne sat Nano-mærkning på fødevarer og kosmetik i værk. Kosmetik får mærkningspligt fra 1. juli 2013.
Allerede nu kan du på Forbrugerrådets site nano.tænk.dk gå ind og se, hvilke produkter på det danske marked, der indeholder nano.

Stadig sager at kæmpe for

Selvom mange resultater er opnået inden for de sidste 50 år, er der ingen grund til at læne sig tilbage. Der er fortsat mange sager og udfordringer at tage fat på, og Forbrugerrådet arbejder intensivt på at forbedre dine rettigheder og muligheder i EU gennem BEUC.
Af Andrea Collén