Er der nano i? Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd har lanceret en nanodatabase, der giver forbrugerne overblik over 1082 nanoprodukter på det danske marked.
GODE RÅD
LÆS OGSÅ OM
ANDRE HAR SET
Nanodatabasen
Læs gode råd om, hvordan du forholder dig til nano, og søg efter produkter med nanoindhold i den nye nanodatabase
Læs mere om nano i Tænk 128
I majnummeret af Tænk - nr. 128 - der udkom den 27. april, er der sat fokus på nano og nano-teknologi med et 9 sider langt tema.
Hvis du er medlem, kan du læse magasinet online her.
Nano bliver brugt i dagligdagen
Nanomaterialer bliver brugt i almindelige forbrugerprodukter, så som kosmetik, tøj og kosttilskud, men der er ingen, der har det fulde overblik over, hvor eller hvor meget det bliver brugt.
Nanoteknologi har et stort potentiale inden for fx kræftforskning og forureningsbekæmpelse, men dyreforsøg har desværre vist, at brugen af bestemte nanopartikler kan være skadelige.
Nanoteknologi er uudforsket område
Nanoteknologien er stadig et relativt uudforsket område, og selvom nano findes i almindelige hverdagsprodukter, kender vi ikke de eventuelle skadelige virkninger ved nanomaterialerne.
”Vi er bekymrede for, at der på grund af manglende lovgivning bliver introduceret alt for mange nanomaterialer på det europæiske marked, uden at de bliver ordentligt undersøgt for deres effekter på mennesker og miljø,” siger miljøpolitisk medarbejder Lone Mikkelsen fra Det Økologiske Råd.
Nanodatabase hjælper forbrugerne
Producenterne har i dag ingen forpligtelse til at deklarere deres produkter, når de anvender nano. Det mener Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd er problematisk.
”De fleste forbrugere aner ikke, at der er nano i nogle af de produkter, de køber, og de har heller ikke mulighed for at finde ud af det og fravælge produkterne, hvis de er bekymrede for potentielt sundhedsskadelige effekter,” siger miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Claus Jørgensen.
Tjek: Er der nano i?
Derfor har Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd, i samarbejde med eksperter fra DTU lanceret en nanodatabase, så forbrugerne selv kan gå ind og tjekke, om et produkt indeholder nanopartikler. På denne måde får man nu en reel chance for at vælge til eller fra.
Der er potentiale i nano - men det er ukendt om det er skadeligt.
"Vi kender endnu ikke det fulde omfang af de mulige sundhedseffekter, som nanoteknologien kan have. Samtidig må vi ikke lukke øjnene over for, at det er en teknologi, der åbner for en masse muligheder i forhold til de udfordringer, samfundet slås med inden for fødevaresikkerhed, medicin og energiteknologi," siger Claus Jørgensen
Der er altså to sider af mønten, men når producenter ikke, som lovgivningen er i dag, er forpligtede til at deklarere på emballagen af deres produkter, om de indeholder nanopartikler eller ej, kan forbrugerne ikke foretage et oplyst valg.
Nano-deklaration bør gøres lovpligtig
Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd mener, at det således er afgørende at få deklaration af brugen af nanomaterialer gjort lovpligtigt. Og flere tiltag er på vej. Fx bliver det fra 2013 lovpligtigt at deklarere nanopartikler på kosmetikprodukter, og EU har desuden meldt ud, at der vil blive indført nye krav om deklarering af nano i biocider.
Alt dette vil til sammen øge forbrugertrygheden, og markedet vil blive mere gennemsigtigt, i forhold til brugen af nanomaterialer.
Af Sophie Schnoor