Forskerne kan ikke udelukke at nanotitaniumdioxid, som bruges i fysiske solfiltre, er sundhedsskadeligt. Derfor kan solcremer med nanomaterialet ikke længere blive Svanemærket.
TESTRESULTATERGODE RÅDANDRE HAR SET |
Gør cremen lettere at smøre ud
For at undgå, at solcremen lægger sig som en fedtet hvid masse oven på huden, anvender mange producenter af solcreme det fysiske solfilter titaniumdioxid på nanoform.
De bittesmå partikler gør nemlig cremen lettere at smøre ud.
Du kan ikke se, om der er nanomaterialer i
Otte af de 17 testede solcremer med faktor 30, indeholder titaniumdioxid.
Det er dog endnu ikke lovpligtigt at oplyse, om solfilteret med titaniumdioxid er på nanoform, og det er derfor ikke til at vide, hvor mange af solcremerne, der indeholder nanotitaniumdioxid.
Først fra juli 2013 er producenter af kosmetik forpligtede til at skrive i ingredienslisten, om indholdsstoffer er på nanoform.
Uafklaret om kan trænge gennem beskadiget hud
Der er dog stadig en række ubesvarede spørgsmål om, hvordan nanotitaniumdioxid påvirker menneskers sundhed.
”Nanotitaniumdioxid ser ikke ud til at trænge igennem sund og uskadet hud. Men man ved endnu ikke nok om, i hvilken udstrækning nanotitaniumdioxid kan optages via beskadiget hud,” siger seniorprojektleder i Cowi, Sonja Hagen Mikkelsen.
Hun har været tovholder på en rapport fra 2011, bestilt af Miljøministeriet, om blandt andet nanotitaniumdioxids potentielle skadevirkninger.
Svanemærket dropper nano
På grund af usikkerhed om skadevirkningerne har Miljømærkning Danmark besluttet, at der ikke må være nanomaterialer i Svanemærkede solcremer. Hvis du vil undgå nanotitaniumdioxid, kan du derfor vælge en Svanemærket solcreme.
”Vi hylder forsigtighedsprincippet og forbyder derfor som udgangspunkt brugen af nanomaterialer i alle Svanemærkede produkter,” siger chef for kriterieudvikling i Miljømærkning Danmark, Lisbeth Engel Hansen.
Forbuddet mod nanomaterialer i Svanemærkede solcremer trådte i kraft i april i år, og det vil derfor fortsat være muligt at finde Svanemærkede solcremer – af ældre dato – med nanotitaniumdioxid på hylderne de kommende måneder.
Af Julie Hjerl Hansen